Pengetræ
Et Pengetræ, også kaldet Paradistræ, er en rigtig god begynderplante, som du med garanti har set i rigtig mange hjem. Det skyldes, at den kræver meget lidt pasning. Du skal kun vande den en smule hver 14. dag, eller når jorden er tørret ud. Derudover kan denne plante opnå en usædvanlig størrelse, og kan blive over 1 meter høj, hvis den altså får lov til det.
Planten trives bedst hvis du stiller den i direkte sollys, da faconen ellers kan blive deform. Derudover har den det klart bedst i et varmt og tørt miljø.
Hjerteranke
Der findes mange forskellige hængeplanter, som giver liv i stuen, når de først kommer op i højden. En hængeplante der er både flot og nem at holde er, Hjerteranken. Den har fine lange stængler med små mørkegrønne og sølvmarmorerede hjerteformede blade – deraf kommer navnet.
Dens stængler kan let blive op til halv meter lange, så den kræver noget plads at boltre sig på. Hjerteranke har det bedst, hvis den hænger et lyst sted med indirekte sollys. Denne plante skal heller ikke vandes, før jorden i potten er tør.
Kaktus
Den stikkende fætter er nok den nemmeste stueplante af dem alle, derfor er den særlig god for dig som ikke har stort kendskab til planter. Den fås i et utal af former og variationer, og den kan overleve steder hvor mange andre stueplanter ikke har en chance f.eks. i en solrig vindueskarm eller foran en radiator.
Du passer en kaktus ved at give den minimalt med vand, du skal huske at lade jorden tørre ud, inden du giver den vand igen. Kaktusser har brug for masser af lys, da de oprindeligt kommer fra områder med meget sol. Stil dem derfor gerne i vindueskarmen eller i havestuen, så vil du opnå en stor og grøn kaktus.